Skibet er ladet med sibirisk lærk

Det hører til sjældenhederne, at trævarer transporteres ad søvejen direkte til Wimex i Skive. Faktisk er det over 25 år siden, at indbyggerne sidst kunne nyde et sådant syn. Begejstringen var derfor stor, da det russiske skib Vasiliy Shukshin lagde til kaj.

Et helt skib med sibirisk lærk. 589 pakker i alt, svarende til 2.500 kubikmeter. Der var med andre ord travlt på kajen foran lagerhallerne ved Wimex i Skive. Skibet skulle tømmes, og varerne skulle have sig en midlertidig plads på havnen, inden de skal videre til trælaster og byggemarkeder i hele Norden.

Sibirisk lærk siden 1999

Wimex har importeret sibirisk lærk fra det russiske savværk LDK1 siden 1999 og har gennem tiden distribueret flere hundredetusinde kvadratmeter rundt i hele Skandinavien. Det er dog første gang, at træsorten når hele vejen fra flodhavnen i Lesosibirisk og direkte til Skive Havn.

Sibirisk lærk vokser i den del af Rusland, som kaldes tajga-zonen. Her er der fastlandsklima med korte, varme somre og lange, kolde vintre. Derfor vokser lærken med en årringsbredde på kun 0,5-1,0 mm om året – det giver en høj densitet og dermed en høj styrke. Savværket LDK1 forpagter store skovområder på i alt 843.922 hektar og er fuldt ud på niveau med de bedste savværker i verden med hensyn til skovpleje, genplantning samt beskyttelse af både miljø og de 4000 medarbejdere.

Kernevedsandel tæt på 100 procent

Den inderste og ældste del af lærketræet, som også er den hårdteste, kaldes kerneved. Netop på grund af den langsomme tilvækst i Sibirien når lærketræets kerneved typisk op over 90 procent. Det gør lærkebrædderne tunge, bastante og særdeles holdbare, og derfor kan de måle sig med trykimprægneret træ på steder, hvor træet ikke er i direkte kontakt med jord. Og så kan russerne endda fremvise eksempler på stolper, som har stået nedgravet i op til 100 år. Faktisk kommer det bedste bevis fra Venedig, som jo helt og aldeles er bygget på pæle. Her findes lærkepæle, som har stået i vand i over 300 år!

Lærketræ med naturlige indholdsstoffer

Sibirisk Lærk har et meget højt indhold af harpiks, olie og garvesyre. Det gør den sibiriske lærk særlig modstandsdygtig over for vejr og vind og er optimalt for holdbarheden og overflødiggør energikrævende imprægneringer. Træet skal behandles med træbeskyttelse som alt andet træ, for at beskytte mod alger og skimmelsvamp.

Sibirisk Lærk fra Wimex er med andre ord et smukt, holdbart og miljørigtigt alternativ, når det kommer til beklædning, hegn og terrasser.

Fakta 1

Savværket LDK1 Lesosibirisk

1968: Første stamme saves
1999: Indleder samarbejde med Wimex om eksport til Skandinavien
2005: Opnår certifikat fra Forest Stewardship Council (FSC)
2011: Ny ALMAB-tømmersorteringslinje samt Hekotak-sorteringslinje tages i brug
2012: Udvider produktionskapacitet til 1,5 millioner kubikmeter

Fakta 2

Byen Lesosibirisk

  • 280 km nord for Krasnoyarsk
  • 69.500 indbyggere
  • Egen flodhavn
  • 36 industrivirksomheder – primært inden for træindustri